Direktionen i Dragør Kommune har i 2017 sat fokus på den digitale transformation, der sker overalt i samfundet – ikke mindst i kommunerne – og et af grebene er at gennemføre et forløb med Harald Tokerød som digital coach, til at forestå gruppeseancer med faglige enheder i Dragør. Målet er ifølge kommunaldirektør Kenneth Kristensen at fagpersoner ser og vurderer hvorvidt digitale muligheder kan styrke deres kerneopgave. I det større perspektiv handler det om at være på forkant med, frem for bag, en digital udvikling, der buldrer derudaf.

”Gennem den guidede refleksion, som coachingseancerne er, er det vores intention, at medarbejderne bliver bedre rustet og dermed aktive medspillere i den digitale transformation i samfundet, som vi jo også gennemgår som kommune. Digitaliseringstoget kører jo derudaf og er på mange måder et catch-up game, hvor man ofte, i stedet for at komme med på toget, løber efter det. I hvert fald i selvforståelsen”, siger kommunaldirektør Kenneth Kristensen.

Tænk gerne ”vilde” tanker

Alt har været på bordet, når Harald Tokerød har afholdt sine coachingseancer i Dragør Kommune.

”Formålet med disse møder er to ting. Først det der handler om hverdagen. Kan medarbejderne finde på smidigere rutiner, hurtigere løsninger, bedre videndeling, bedre samarbejdsmetoder osv.? Der kan for eksempel være oplagte muligheder med at få eksisterende digitale systemer til at arbejde sammen. Små ’tweaks’, som gør hverdagen nemmere. Men jeg vil også gerne have, man som leder og medarbejder tillader sig at tænke vildt og kommer med ideer til digitale løsninger der måske slet ikke findes endnu”, siger Harald Tokerød.

Bro mellem fagligheder

I følge kommunaldirektør Kenneth Kristensen er udviklingen af et fælles tværgående sprog om digitalisering mellem fagligheder det vigtigste mål.

”Meningen med den digitale coaching er jo at ændre et indgroet mindset, som vi nok alle har i et eller andet omfang. I stedet for at se for eksempel it og et andet fagligt område som to uafhængige størrelser, vil vi gerne mere i retning af, at hele kommunen ser sig selv som en stor projektorganisation med fokus på kerneopgaverne. En organisation hvor for eksempel it-afdelingen og børn og unge-afdelingen taler samme sprog og flyder mere sammen i hele opgaveløsningen og med digitaliseringen som en naturlig og velintegreret passager. Det er derfor først og fremmest opgør med et mindset, vi forfølger”, siger Kenneth Kristensen.

Fælles digitalt sprog og forståelse

Ifølge Harald Tokerød, der har erfaring fra konsulent- og coachingopgaver fra flere offentlige organisationer, har Dragør taget et vigtigt første skridt, selvom der ifølge både Tokerød og kommunaldirektør Kenneth Kristensen, selvfølgelig er et langt stykke vej til, at organisationen taler det samme digitale sprog og får en fuldstændig tværgående forankret forståelse for dette.

”For eksempel er fokus i børne- og ungeområdet, som jeg har kørt coaching-seancer for, naturligvis på børn og unge om med en pædagogisk faglighed. I IT-afdelingen er bevidstheden omkring den digitale transformation selvsagt meget mere udviklet”, siger Harald Tokerød.

 

Kommunaldirektør Kenneth Kristensen supplerer:

”Og netop derfor giver det god mening at sætte stik mellem disse to mindset for at opnå effekter og gevinster, der kommer både medarbejderne og borgerne til gode i hverdagen. På den lidt længere bane giver en helhedsorienteret digital transformation nok både direkte og afledte effektiviserings- og ressourcemæssige gevinster i alle organisationer, og det er selvfølgelig også et parameter hos os i Dragør. Det vigtigste mål er dog bedre kvalitet i opgaveløsningen for borgerne”, siger Kenneth Kristensen.

Teknologi som et middel, ikke som mål

Harald Tokerød beskriver selv digital coaching som et skræddersyet forløb, der giver konkret sparring og vejledning til, hvordan digitale teknologier, medier og løsninger kan hjælpe med at løse specifikke problemstillinger og udfordringer.

”Det handler i mindre grad om selve teknologien og i højere grad om den forskel organisationen gerne vil skabe. Det handler i høj grad om formål og ønskede målsætninger og derefter valg af teknologi, og hvordan denne kan løse det. Teknologien skal her ses her som et middel, ikke som et mål”, lyder det fra Harald Tokerød.

Dragørs fokus på digitalisering

De digitale coachingseancer, som Harald Tokerød forestår for medarbejdergrupper i Dragør Kommune er et led i et helt overordnet strategisk fokus på digital transformation, som direktionen satte for udviklingen af kommunen i 2017. Som en støtte til arbejdet har direktionen indgået et samarbejde med digitaliseringscoach Harald Tokerød, rådgivningsfirmaet Tokerød Plus om en række coaching- og rådgivningsaktiviteter, der kan inspirere i arbejdet.